Lotte 8 år – ADHD
10.000 kr. er hvad der stod på gavekortet som Signe og Lotte modtog fra Foreningen Ønsk juleaften 2016. De to piger var meget overraskede, mega glade og meget overvældet over den flotte gave. Endelig kan de komme på den familietur til Disneyland som de længe har ønsket. Vi ønsker hele familien en rigtig god tur i det nye år 2017.
Om Lotte på 8 år og Signe på 15 år med ADHD og ADD
Lotte og Signe er søskende og har en meget svær hverdag i skolen med at overskue selv de almindelige gøremål som at pakke en skoletaske. Signe har meget lavt selvværd og Lotte er meget udadreagerende, hvilket ofte medfører til konflikter mellem Lotte og Signe. Lotte går i ADHD-klasse og Signe går på friskole. Folkeskolen er ikke et sted som Signe kan rumme, da en ændring i hverdagen som, at få vikar på i klassen kan ødelægge hele hendes dag og nemt slå hende ud af kurs.
Lotte og Signes ønske
Lotte og Signe ønsker sig en tur til Disneyland Paris sammen med lillebror, mor og far, så hele familien kan få en god oplevelse sammen ,som de kan tænke tilbage på med glæde i deres ellers konfliktfyldte hverdag.
Hvad er ADHD?
ADHD er en forkortelse for diagnosen Attention Deficit/Hyperactivity Disorder, dvs. forstyrrelser af opmærksomhed, aktivtivitet og impulsivitet, som giver problemer med at opfatte, fortolke, huske, planlægge og orientere sig.
Forstyrrelsen er mest kendt hos børn, men bliver ved med at give problemer ind i voksenalderen hos mere end halvdelen. ADHD forekommer i alle sværhedsgrader og med en glidende overgang til det normale. ADHD tidligere kaldt DAMP, men denne betegnelse er ved helt at forsvinde. Der
Når man har ADHD er der fejl i hjernens funktioner. Det kan skyldes en eller flere af følgende forhold:
• Arv (60-80 procent af variationen menes at skyldes arv)
• Uheldige påvirkninger i graviditeten (alkohol, tobak og infektioner)
• Meget små eller for tidligt fødte spædbørn
• Hjerneskader opstået i de første leveår
Hvad ADD?
ADD står for betegnelsen Attention Deficit Disorder som er en betegnelse for en bestemt type ADHD, dvs. forstyrrelse af opmærksomheden, hvor H’et for hyperaktivitet er udeladt. Når man har ADD er hyperaktiviteten fraværende eller ikke så synlig, med andre ord” den stille ADHD”. Mennesker med ADD er derfor mere stille og rolige i deres fremtræden, end mennesker med ADHD. De skaber måske ikke så mange konflikter og forstyrre måske ikke undervisningen, og det er derfor sværere for andre at få øje på deres vanskeligheder. Derfor får mange ikke stillet diagnosen ADD, før de er unge eller voksne.
Hvad er symptomerne på ADHD og ADD?
Ved ADD er der overordnet set tale om minimum 6 ud af følgende 9 ADHD symptomer:
• Uopmærksomhed – lav koncentration og hyppigt skift af fokus.
• Overfladisk bearbejdning af information – hvor detaljer bliver misset og sjuskefejl bliver lavet.
• Tilbøjelighed til at være mentalt fraværende, dagdrømmende eller på anden måde distræt – både ved opgaver og i kontakten til andre mennesker.
• Besvær med at komme i gang med eller færdiggøre opgaver og gøremål – ikke mindst opgaver som består af flere trin.
• Vanskeligheder med at organisere, planlægge og generelt skabe struktur i hverdagen.
• Undgåelse af eller ubehag ved at udføre opgaver og aktiviteter med længerevarende koncentration.
• Tilbøjelighed til at miste eller forlægge ting, herunder nøgler, vigtige papirer og andet, der har betydning for ens daglige funktion.
• Tendens til hurtigt og let at blive distraheret af ydre stimuli, dvs. forskellige former for sanseindtryk.
• Glemsomhed i daglige aktiviteter, bl.a. hvad angår aftaler og udførelsen af opgaver.
kilde: adhd.dk / Nimh.nih.gov