Bjørk 13 år – Leukæmi (AML)
Ønsket er opfyldt 🙂
Selvom Bjork og hendes familie måtte fejre juleaften på Riget (indlæggelse efter hendes nye knoglemarvstransplantation), så blev hun meget glad for gaven fra Foreningen Ønsk. Hun fik som ønsket et gavekort til Lalandia, så nu glæder Bjørk sig til at blive frisk, så hele familien kan komme på et luksus ophold til Lalandia. Rigtig god bedring og må 2017 bringe masser af held, lykke og fantastiske oplevelser med sig.
Om Bjørk på 13 år med Leukæmi (AML)
Bjørk på 13 år har haft leukæmi og har derfor været igennem en 6 måneders lang behandling på hospitalet. De mange måneder gjorde at Bjørk kun var hjemme i få dage, på grund af hendes lave immunforsvar under behandlingsperioden. Hun fik bivirkninger som hjerteproblemer som resulterede i et ophold på 4 døgn på semi- og intensiv afdeling. Bjørk og hendes familie levede meget splittet i de 6 måneder, da det var et meget intensivt forløb. Efter behandlingen blev Bjørk nødt til at gå en klasse om, fordi hun var gået glip af en længere periode af sit skoleår. Bjørk har kæmpet og kæmper fortsat både fysisk og psykisk efter hendes sygdom og går stadig til kontrol på hospitalet.
Bjørks ønske
Bjørk ønsker sig et luksus ophold i Lalandia Billund, da hun udover at bade, gerne vil have muligheden for at bowle og komme på restaurant.
Hvad er Akut Myeloid Leukæmi (AML)?
Akut myeloid leukæmi (AML) er en akut livstruende form for kræft, hvor umodne blodceller, de såkaldte myeloide forstadier, vokser og deler sig uhæmmet. Den ukontrollerede vækst i antallet af blodkræftceller gør at, at der bliver færre af de normale blodceller. Ved AML fortrænger de umodne blodceller (leukæmiceller) de normale knoglemarvsceller som medfører til akut knoglemarvssvigt. Kræften kan inddeles i undergrupper på grundlag af kræftcellernes udseende og biokemiske egenskaber. Den sjældne sygdom forekommer hyppigst hos voksne og er mulig at helbrede ved gentagne kemoterapi. I nogle tilfælde er det dog nødvendigt at supplere med knoglemarvstransplantation.
Hvad er symptomerne på Akut Myeloid Leukæmi (AML)?
Akut knoglemarvsvigt forårsaget af AML medfører symptomer på blodmangel, infektion og blødning. Symptomerne udvikles som oftest over en relativ kort periode, hvor de hyppigste symptomer er følgende:
• Træthed som skyldes lav blodprocent
• Hyppige infektioner som skyldes færre raske immunceller, herunder hvide blodceller
• Øget blødningstendens i hud og slimhinder som skyldes færre blodplader
• Vægttab
• Feber
• Hjertebanken
• Hovedpine
• Svimmelhed
• Vejrtrækningsbesvær
• Hævede ben (blodmangelsymptomer)