Malthe 4 år – HRHS
Ønsket er opfyldt
Malthe var også en af de heldige der juleaften 2014 fik sit ønske opfyldt. Han fik en Ipad som ønsket og på billedet ses en glad og stolt Malthe med sin helt egen Ipad.. rigtig glædelig jul og godt nytår
Om Malthe på 4 år med HRHS
Malthe på 4 år mangler højre side af sit hjerte og blev første gang opereret da han var to døgn gammel og igen, da han var 7 måneder gammel. Malthe har perioder med meget sygdom, hvor han ofte har infektioner i ører, opkast samt diarre og derfor tilbringer han meget tid derhjemme. Malthe er trods sin sygdom, en meget glad, kærlig og kvik dreng der går i almindelig børnehave. Han er dog kun i børnehave 5 timer dagligt, da han ellers bliver for udkørt. Malthe mangler en sidste operation.
Malthes ønske
Malthe ønsker sig en iPad som de også har i børnehaven, så kan han lave det samme som de andre børn når han er syg derhjemme eller indlagt på hospitalet. Han kunne også tænke sig en tur til Disneyland i Paris eller et ophold i Legoland. Han vil til Disneyland så han kan møde sine idoler fra ’Monsters Inc’, og til Legoland fordi han rigtig gerne vil slukke ildebrande hver dag med sin far.
Hvad er Hypoplastisk højre hjertesyndrom (HRHS)?
Hypoplastisk Højre Hjerte Syndrom (HRHS) er en tilstand, hvor højre hjertehalvdel er underudviklet eller helt mangles. Det er mindre udbredt end Hypoplastisk venstre hjerte syndrom (HLHS), og identificeres i nogle tilfælde prænatalt. Normalt kommer iltfattigt blod ind i højre forkammer og videre til højre hovedkammer og derfra ud til lungerne via lungepulsåren, hvor lungerne sørger for at blodet mættes med ilt. Når højre hjertehalvdel er underudviklet kan hjertet ikke pumpe tilstrækkelig med blod ud til lungerne, derfor skal børn født med HRHS opereres indenfor de første par dage af deres liv, da de ikke selv kan forsyne ilt ud igennem til kroppen.
Hvad er symptomerne på HRHS?
Når den iltrige blodforsyning er kraftigt reduceret i kroppen, optræder symptomerne som et blåligt skær (cyanose) i huden, læber og negle. Udover dette kan spædbørn kort tid efter fødslen udvikle følgende symptomer:
• Kold og bleg hud
• Svedig eller klam hud
• Tunge og/ eller hurtige vejrtrækninger
• Hurtig hjerterytme
• Problemer med at tage mælk til sig
Konsekvenserne kan bl.a. blive nyresvigt, skade af tarmene, krampe anfald, blodprop i hjertet og død. Derfor er det vigtigt at så snart diagnosen er stillet, at børn med Hypoplastisk højre hjertesyndrom øjeblikkeligt får behandling for at overleve. I første omgang drejer det sig om ilttilførsel og forskellige medicin og hvis betingelserne er gunstige, vil man forsøge at operere disse fejl. Operationerne er meget krævende og kaldes for Norvood-Fontan metoden. Enkelte gange er fejlen af en sådan art, at operation er forgæves og da skal barnet have lov til at dø så fredeligt som muligt.